Ulvetimen er et tillæg til Aulum Wiki, Marts 2013

 

Ulvetimen

 

Ulven er tilsyneladende mere udbredt i Vestjylland, end man først troede.

Der er ingen tvivl længere. Ulven er i Vestjylland. Der er indtil nu indrapporteret over 30 observationer af ulve. Hvor ofte samme ulv er blevet set flere gange, er dog uvist, da disse kan bevæge sig vidt omkring på kort tid. Indtil videre er der, efter den første observation i Nationalpark Thy, set ulv i områderne sydvest for Herning, ved Ringkøbing og ved Klosterheden mellem Struer og Lemvig.

Den først observerede ulv blev fundet død i Thy, og blev siden dissekeret og DNA-testet af Naturhistorisk Museum. DNA-profilen viste at ulven eller dens nære forfædre stammer fra et område nær den tysk-polske grænse. Efterfølgende blev skelettet renset og konserveret.

Skelettet af ulven fra Nationalpark Thy udstilles nu trods højtrungende jyske protester i København.

Museumsinspektør A. Hansen, Naturhistorisk Museum slår fast: ”Det nytter ikke noget at protestere. Hvis skelettet ender på en eller anden udstilling i landbosamfundet i Thy, vil det jo ganske givet gå ud over de nødlidende turistindtægter i vor hovedstad. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen politiker vil lade dette ske. Desuden hører ulven ifølge naturforskerne slet ikke til i Thy.
Det er derfor bedre, at vi viser den frem i sine naturlige omgivelser her i København.
Men jyderne bør ikke fortvivle. Da der er flere ulve helt derude vestpå, får de jo nok deres eget skelet over tid.”

 

Ulven er fornyligt observeret i området omkring Herning. Det er her, at F.C. Midtjylland alias "Ulvene" spiller på hjemmebanen SAS Arena. Det er muligvis derfor, at ulven har søgt til netop dette område. Der er imidlertid en del usikkerhed herom, da "ulve og sport" er et særdeles mangelfuldt beskrevet emne.

 



Ulvetimen har spurgt en række vestjyder om, hvordan de ser på ulvens etablering i Danmark.


Erling Enevold, Partikelforsker og fritidslandmand, Kibæk:

”Jeg ser med bekymring på ulvens indtog i det vestjyske. Jeg har en del får på mit landsted, som kunne tiltrække ulve. Jeg dog ikke helt så bekymret for dem, som jeg er for min hyrdehund Samson.”

Morten A. Æ. Knivsmed, Bøvlingbjerg (DF):
”At ulven tager får, er en myte som videnskaben har påduttet os som én stor løgn, på samme måde som global opvarmning. Imidlertid er jeg meget forarget over, at der atter har fundet illegal indvandring sted, uden at regeringen har rørt en finger. Hvem skal betale for at ulvene bliver forsørget? Det næste bliver vel, at de kræver familiesammenføring.”

Johannes Rummeltoft, Majsavler, Gudumlund:  
”Jeg hilser ulven velkommen på disse kanter. Den er jo oprindelig en del af den danske fauna. Det kan jo være, at den kan få bugt med alle de forbandede bævere i Klosterhede Plantage. At den tager et får i ny og næ, kan jeg sagtens leve med.”

Ingerlise Skodborggård, Børnehavepædagog, Ulfborg:  
”De skal udryddes. Vi skal ikke have ulve på disse kanter, da vi jo ikke kan holde børnene inde hele tiden. Det var vi nødt til sidste efterår, da Holstebro Kommune ikke ville efterkomme vores ønske om, at de skulle rydde området for vilde svampe.”

Hardy Staugård, Taxivognmand og jæger, Bremdal: 
”Jeg tror godt, at jeg kan lide ulve, men jeg aner ikke hvordan man tilbereder dem, og jeg aner heller ikke hvad man drikker til.”

Niels Viggo Lynghøj, Borgmester (S), Struer:  
”Vi vil ikke have et atomaffaldsdepot i vores kommune.”



 

Her er de 7 ulvearter man indtil nu har observeret herhjemme.

Ulv, eller den grå ulv (Canis Lupus)

- er et rovpattedyr, der lever i Europa, Asien og Nordamerika. Den er Europas næststørste rovdyr, kun overgået af den brune bjørn og Asbjørn Riis. Ulven holder til i skov og på steppelignende arealer, hvor den jager i en stor flok kaldet et kobbel. Et kobbel ledes af en han og en hun, kaldet alfaparret. Ulven bliver op til 1 meter høj, 1-1,5 meter lang og vejer 30-80 kg. Ulven er stamfar til tamhunden (Canis lupus familiaris, pluto, trofast, fido, vaks): For godt 15.000 år siden begyndte mennesket at tæmme ulven og bruge den som narkohund eller bombehund. At ulven skulle kunne finde på at tage lam, er sikkert pure opspind. På billedet til venstre ses ulven ved Harrild Hede, der har samlet et forråd af sin yndlingsspise: Sukkerroe (Beta Vulgaris var. Altissima).  Til højre ses ulven fra Lemvig i fredelig og fornøjelig sameksistens med får (Ovis Aries). I gamle dage spiste ulven mange små grise. De moderne svinestalde er dog for solidt bygget til at de kan pustes og prustes omkuld.

 

 Varulv(Canis Transformis)

Varulven er et rigtigt selskabsdyr der drikker mange Bloody Mary'er. Den kan skifte udseende meget pludseligt. Det ene øjeblik ligner den Lars Løkke i tyroler-habit, det næste Jack Nicholson i badedragt. Ulven fra Thy menes at tilhøre arten varulv. Naturvejleder Ulvaeus Björn forklarer: "Helt klart varulv. Da vi fandt den var den stendød. Altså ikke en ulv som "er", men en som "var".

 

Vestjysk Pungulv (Canis Nossus)

Den vestjyske pungulv kendes for hannens vedkommende lettest på dens store eksponerede testikler. Der er en del beretninger om den fra herregården Nørre Vosborg. Før det nittende århundrede tog kvinderne i tyendet ofte en pjækkedag, hvor de gik i skoven i håb om at møde pungulven. Pungulven er talrigest i området omkring Stråsø Plantage. Man ser den særdeles sjældent, da den er meget sky eller måske blot forfærdelig genert. Man kan dog ofte høre den om sensommeren, hvor dens klassiske "Yik yik yik" antyder, at den er ved at forcere et brombærkrat.

 

 

 

Pulv(Canis Kiddea)

Pulven menes at stamme fra Fyn. Her er den først observeret og beskrevet af naturforskeren Rune T. Kidde. Pulven har, ligesom den almindelige ulv, en hang til at spise mange bedstemødre. Da bedstemødre har et højt kolesterolindhold, er der fremlagt teorier om, at dette kan være årsag til, at pulven er ved at uddø.

Du kan se en dokumentarfilm om pulven her.

 

 

 Prærieulv(Canis Latrans)

Den danske bestand af prærieulve holder fortrinsvis til på prærierne i området mellem Skjern og Herning. Her ses de ofte vandre på banelegemet i nærheden af Troldhede, hvor de kan vandre helt uforstyrret, da der kun kommer et tog hveranden søndag. Her spejder de efter deres foretrukne bytte railrunner-fugle. Der har tidligere været en bestand af prærieulve i Borris Skydeterræn. Denne bestand menes dog at være udryddet, da de værnepligtige ofte har forvekslet den med legitime mål, såsom egern og kattekillinger.

 

Steppeulv(Canis Astairiae)

Steppeulve trives bedst i kobler, hvor de ofte finder sammen i en fælles skinger hylen mod månen. "Itsi-bitsi" lyder det meget øreskærende. Der er dog ikke registreret et helt kobbel i Danmark siden  1970'erne. Enkelte eksemplarer af steppeulve kan blive meget gamle, som f.eks. Stig Møller (t.h.). Det skal understreges, at den danske steppeulv ikke er beslægtet med den amerikanske (Steppenwolf), som er født til at være vild.
Og nej, - et kobbel steppeulve har ikke haft hverken Anders eller Thomas Koppel som medlem.


 

 

 

Fåreklædeulv (Canis Uldsweater)

En ulv i fåreklæder er muligvis en af de nederdrægtigste skabninger i den danske natur. Den er en lusket tøjtyv, der kan afklæde et får, uden at fåret opdager noget som helst. Til højre ses et får der er efterladt meget nøgent og meget forlegent efter et gement trick-tyveri. Når ulven har klædt om, kan den færdes helt uantastet blandt almindelige får. Dens væremåde menes at have givet væsentlig inspiration til lobbyisterne på Christiansborg. Fåreklædeulven må ikke forveksles med forklædeulven, som blot er en betegnelse for en præmenstruel hjemmegående hustru.

 

280213/NKM